Privatlivspolitik   

Opslagsinformation  ·  Servicenyt  ·  Debat

26 februar, 2014

Støj på Alfred Hansens Plads

I pausen på foreningens generalforsamlingen den 28. februar var der flere på Alfred Hansens Plads der beklagede ustabilitet på digitalkanalerne. Noget med digitalkanaler der forsvandt og som senere kom igen. Typisk noget med at fladskærmen informerede at der var kommet nye kanaler og foreslog en ny kanalscanning. Panasonic og Philips fladskærme blev nævnt.

Så vidt jeg lige kunne observere, så var alle fra Alfred Hansens Plads, som adresserede os med disse problemer, fra den sydlige halvdel af Alfred Hansens Plads, de lavere husnumre, i området nr. 2 til 34.

Man oplevede det som at Stofa rodede lidt rundt med de digitale kanaler. Resultatet blev at de berørte kanaler, der havde været væk og som kom igen fik ny kanalplads, hvilket naturligvis var lidt forvirrende for brugerne.

Bestyrelsen har ikke oplevet noget tilsvarende hos os selv eller hos andre og mener ikke der fra Stofa har været omlægning af de digitale kanaler siden Stofa den 11. december 2013 lagde kanaler om, så de følger planen for 2014. Det med kanaler der forsvinder og kommer igen er altså ikke generelt gældende i anlægget. Årsagen må være noget lokalt.

Hvordan tv-kanalerne ligger er ens for hele foreningens dækningsområde, men der kan muligvis være dårlig signalstyrke eller dårlig signal/støj-forhold i et område og det problem kan muligvis også være periodisk.

Vi kan naturligvis gætte på, hvad årsagen kan være, men kan man ikke overskue årsagen, så er den rigtige måde at få det løst, at fejlmelde til Stofa Service, når man oplever fejl. Stofa har fortsat tilbuddet boligcheck for kun 199 kr., som der i dette tilfælde nok bliver behov for.

Her er nogle gæt, i prioriteret rækkefølge, som vi tidligere klart har konstateret var årsagen:
  • Indstråling i boliginstallationen, - ofte grundet indstråling i antennesnøren.
  • Sløjfet antennesnøre. Ret mange fejl opstår ved at antennesnøren er sløjfet igennem en eller flere bokse før antennesignalet er nået til tuneren, hvor der er problemer. Prøv her at gå direkte fra vægdåsen til stikket med tuneren du bruger. Skal antennesignalet bruges flere steder da bør man få boliginstallationen lagt om til flere vægudtag. Hvis de berørte vidste hvor mange problemer sløjfet antennesnøre har skabt så vil alle nok vælge at undgå det og det drejer sig både om sløjfning fra udstyr til udstyr og sløjfning af antennesignalet fra vægdåse til vægdåse.
  • Fejlbehæftet antenneforstærker eller strømforsyning til antenneforstærker som skaber støj i tv-signalet.
Rigtig mange har allerede udskiftet deres dårlige gamle antennesnøre, fordi den skabte problemer. - Vi har tidligere prøvet at gå på jagt efter støj på digitalkanalerne, også på Alfred Hansens Plads, hvor vi først satte en rigelig lang ny snøre imellem vægdåsen og fladskærmen, som en test og problemerne var væk. Vi gjorde så det samme for det næste fladskærmen i det næste rum og problemet var også væk der. Det var næsten en for simpel test, men overbevisende var det, for problemerne var væk. Vi prøvede også at skifte tilbage igen og problemerne genopstod.

Nogle Philips fladskærme skal have opdateret deres firmware for at de kan håndtere signalet stabilt fra fællesantennen. Fremgangsmåden er at finde modelinformationen på fladskærmen og checke vejledningen via Philips hjemmesiden. Samme behov for firmware opdatering kan muligvis også gælde andre mærker.

Vi ved at enkelte Samsung mærker kan have tuner problemer hvor nogle kanaler næsten konstant står og pixelerer. Der er en fejl i fladskærmens tuner. Årsagen kan muligvis være indstråling ind i tuneren. - Dårlig afskærmning af tuneren, men det kan altså også være grundet indstråling i antennesnøren.

Bestyrelsen har anmodet Stofa om at sætte en seniortekniker til at gå fællesantennen igennem for området Alfred Hansens Plads. Tilbagemeldingen fra ham er, at han har ikke fundet noget galt. Problemet ligger sandsynligvis indenfor boligens område. Da der så må være flere der har det så er årsagen sikkert noget af det jeg har beskrevet her - fx at mange burde få skiftet deres antennesnøre.

Bestyrelsen har også spurgt Stofa om der i år har været noget med kanaler, som fra dem har været væk og været kommet igen (noget med ændringer i Network Information Tabellen). Svaret var nej, Stofa ville i så fald have varslet dette til alle som abonnerer på driftsinformation. Men der har ikke været noget sådan.

Et medlem har meldt tilbage til bestyrelsen, at han har fundet en årsag til fejl i hans egen boliginstallation. Hans Sagem boks med harddisk fra Canal Digital dagene lavede støj i hans boliginstallation. Støjen forsvandt da han slukkede for boksen. Årsagen var så at Sagem boksen støjede, men der bør her nok også kigges på boliginstallationen fordi, hvordan kommer det støj ind i boliginstallationen.

mvh / Bestyrelsen

Her bør man søge hjælp til at få lavet en korrekt HF-tæt boliginstallation
T-leds forgrenere, uden dæmpning, giver refleksioner i boliginstallationens kabelnet, det kan resultere i uforudsigelige problemer både med internet og med tv. De gamle stik med clips-on plastikkappe, og fordelere, samt forstærkere, i blot plastik huse, virker som små antenner, som samler støj ind på kabelnettet, ligeså skaber forkerte antennekabler og forkerte samlinger og signalsplittere fejl og problemer. En boliginstallation, som ikke er HF-tæt, giver dig signalproblemer. Det er også en ulovlig installation, fordi det virker i nabolaget som støj for andre signaler.

Heldigvis sker det sjældent - Støj ud i fællesantennen resulterer i afbrydelse
En forkert boliginstallation kan i uheldige tilfælde også sende støj ud i fællesantennen. Finder serviceteknikeren kilden til denne støj, så afbrydes forbindelsen til fællesantennen, med en besked om årsagen lagt i postkassen.

Relateret:

Ingen kommentarer: